Home

KAABER & KAASTRUP

Kontakt

SAMTALER SUPERVISION UNDERVISNING I ET SYSTEMISK & NARRATIVT PERSPEKTIV


Trin 1
Introduktion til den systemiske og narrative tankegang og samtalepraksis

Dette forløb på 2 x 2 dage er en intensiv introduktion til den systemiske og narrative tænkning og samtalepraksis. Deltagerne vil blive præsenteret for grundlæggende systemiske og narrative ideer og begreber gennem litteratur, oplæg, øvelser / praktisk træning og fælles refleksioner. Vi lægger vægt på at tale teorien ind i eksempler fra deltagernes arbejdskontekst.

Forløbet henvender sig til pædagoger, sundhedsplejersker, lærere, socialrådgivere eller andre med en pædagogisk eller social- og sundhedsfaglig praksis, der har den relationsskabende praksis og samtale i centrum. Sigtet er, at deltagerne gennem indføring i de systemiske og narrative praksisser udvikler nye færdigheder og andre veje at gå i samarbejdet med de mennesker, som er i centrum i det faglige hverdag.

Det systemiske perspektiv tager sit afsæt i en måde at tænke på, hvor fokus flyttes fra ideen om, at vi kan afdække hvad fx verden og mennesket ér - til et fokus på hvordan mennesker erkender, kommunikerer og handler i verden. En antagelse er, at vi kun kan forstå en situation eller et menneskes handlinger ved at inddrage det større system som dette menneske indgår i; dvs den kontekst og de relationer, der er part af situationen. Herved flyttes fokus fra et individuelt perspektiv til at have fokus på samskabende processer.

Narrativ praksis tager sit udgangspunkt i, at vi som mennesker skaber mening gennem de historier, vi fortæller om vores liv. Vores identitet og færdigheder er ikke størrelser, vi bærer inden i os, men skabes bl.a. gennem respons fra andre og i sproget.

Narrativ praksis er optaget af, hvordan vi anvender sproget og stiller spørgsmål, så dem vi taler med finder frem til deres egne foretrukne fortællinger om sig selv, ud fra deres levede erfaringer. Når der tales om problemer, undersøges det, hvordan problemet påvirker forskellige områder af personens liv, samt hvordan problemet har haft held til at få den indflydelse på personens handlinger og selvopfattelse.

Der arbejdes ud fra en særlig type spørgsmål, som udforsker og udfordrer de dominerende normer og antagelser, der eksisterer i vores kultur, og som giver næring til problemhistorier. Det kan være en vej til at få skabt mere righoldige fortællinger, som måske i højere grad inkluderer den enkeltes initiativer, færdigheder og viden om livet.

Min antal deltagere: 10
Max antal deltagere: 16
Varighed: 4 dage fra 9.00 – 16.00
Datoer: : 12/3, 13/3 og 9/5, 10/5 2012
Sted: Stengade 37, 2 th, 3000 Helsingør
Pris: 4.600 incl. forplejning, excl. Moms
Tilmeldingsfrist: senest 15. februar 2012
Undervisere: Susanne Kaastrup og Anne Kaaber
Printervenlig version Tilmelding/Forespørgsel
Narrative Samtaler og Terapi
Narrativ Supervision
Undervisning, Kurser og Workshops
Fagligt Perspektiv
Anne Kaaber & Susanne Kaastrup