Samtaler i et systemisk & narrativt perspektiv
Går du lige nu og bøvler med nogle svære følelser, tanker eller står du i en svær livssituation?
Har du problematiske eller kritiske tanker om dig selv?
Har du svære følelser i en betydningsfuld relation?
Bakser du med effekterne af svære hændelser i livet eller sorg i forbindelse med tab af en betydningsfuld person?
Vil du gerne have et nyt syn på det, som du måtte være afhængig af og gerne vil forandre?
Har du stress i privat- eller arbejdslivet eller vanskeligheder i parforholdet?
Måske går du rundt med en følelse af angst og uro eller tomhed, som det er svært at finde ud af hvad drejer sig om.
Fra en forælder til en ung:
”Min søn har haft det svært i et par år. Jeg har været meget bekymret og følte mig magtesløs. Jeg fik anbefalet Anne af et forældrepar, hvis datter har gået hos hende. Min søn indvilgede i at tage en samtale med Anne og det blev til et forløb, hvor han kom hos Anne i en periode over et halvt år.
Jeg var sidst i forløbet både til individuel samtale og en samtale sammen med min søn. Min søn har fået det meget bedre og jeg har fået hjælp til at forstå, hvad der er vigtigt for ham. Vi har fået en bedre relation og jeg ved nu, hvad jeg skal gøre, for at støtte ham bedst muligt. Jeg er meget taknemmelig.”
Hvad er fokus i en systemisk og narrativ samtale?
Fokus i systemiske og narrative samtaler er, at få udfoldet, hvad der betyder noget for dig eller jer. Du har nogle værdier og ønsker, som vanskelighederne måske afskærer dig fra at føre ud i livet.
Det kan også være vigtigt at afdække nogle af de ideer og normer, der er på spil i vores kultur og hvordan det påvirker din eller jeres situation.
Sigtet i samtalen er, at du eller I finder veje ud af fastlåste situationer. At du eller I får øje på nye perspektiver og handlemuligheder og at du eller I får blik for alt det lette, gode o.a. som også er tilstede, men er overset, mens det problematiske har fyldt.
En ung på 16 år fortæller:
”Jeg kom hos Anne fordi jeg havde det svært i skolen og med mine forældre. Jeg følte, at de slet ikke forstod, hvordan det var at være mig. Jeg følte mig så sort inden i. Anne hjalp mig med at se, hvilken betydning det havde, at jeg kæmpede så meget og havnede i skænderier og hjalp mig med at finde ud af, hvordan jeg gerne ville have det med min forældre, især min mor.
Sammen fandt vi eksempler på, hvordan min mor og jeg egentlig var ret ens og at der også var gode situationer, som vi skulle prøve at have fokus på at få flere af. Anne havde også samtaler med mine forældre, så hun kunne hjælpe dem med at se, hvordan de kunne støtte mig i mit teenage-liv.
Og da vi havde en fælles samtale alle fire talte vi om, hvordan vi kunne gøre det lettere for hinanden ved at prøve at tale om det svære, før det bliver til skænderier. Vi skændes stadig, men nu går det hurtigere over. Vi er blevet bedre til at tale sammen og har oftere dage, hvor vi griner, har det hyggeligt og er som i gamle dage.”